At være ok med ikke at være ok

Det sidste års tid har budt på mange ture i rutchebanen og selv om banen, svingene og loop’ene ikke er de samme nu, så er der stadig meget at arbejde med.

Jeg oplever for tiden en tilstand, som jeg har lidt svært ved at sætte ord på. Det er på samme tid en tilstand af at være afklaret omkring en masse ting og så at mærke, at jeg slet ikke er groundet, at jeg ikke er landet i mig selv. Og så plejer jeg at være ret ekstrovert, men for tiden er jeg ret introvert og det føles mærkeligt.
Samtidig er der noget, som kribler, ting som ikke er forløst og ting jeg ikke er afklaret med. Og der er ting, som jeg ikke ved hvad er, der vil ud.

I går mødtes jeg med nogle venner over en øl og vi snakkede om livet som helhed og om de ting vi hver slåsser med for tiden.

Og da var det at jeg, mens jeg fortalte om min nuværende tilstand, opdagede at en af grundene til at jeg har haft det svært den sidste tid, er at jeg ikke bare har ladet mig selv være “ikke ok”.
Jeg har haft en idé om, at nu måtte jeg da også se at være ovre de ting og acceptere verden som den ser ud nu. Komme videre i livet og stoppe med at være ked af ting, som jeg alligevel ikke kan gøre noget ved.
Og så lander jeg i den her underlige tilstand??

Men der er jo ikke noget, som er mere rigtigt end andet – ikke nogen måde at have det på, som er forkert, selv om det gør ondt eller føles mærkeligt.
Så selv det at være uafklaret, ked af det, frustreret, vred osv, det er faktisk helt ok.

Vi behøver ikke altid at forsøge at komme væk fra de tilstande, som er ubehagelige, ikke altid at være afklarede og selv om jeg plejer at være ret ekstrovert, så er det faktisk også helt ok, at jeg i en periode er meget introvert.

På en eller anden måde har det givet mig en større ro og accept af mig selv og min tilstand, at bekræfte mig selv i at det er ok at jeg har det som jeg har det.

Jeg har det faktisk ok med ikke at være helt ok !

Facebookfacade?

1. juli 2015 er en mærkedag, som jeg ikke kommer til at fejre. Ikke lige foreløbigt i hvert fald.
For det var den dag ved morgenbordet ude i haven, at mit liv tog en kraftig drejning, væk fra den hverdag, som havde været mit liv de sidste 14 år.
Det var den dag min daværende kone og jeg for første gang talte om at blive skilt. Og det blev vi så midt i august, 1½ måned senere.

Og det lyder jo dejligt nemt og ukompliceret, men tro mig, det var det ikke!

Jeg har det ikke fint!
Til firmaets årlige julefrokost i starten af december spurgte en af mine kollegaer hvordan jeg havde det, for på Facebook poster jeg mest positive ting og ud fra det ser jeg jo ud til at have det fint.

Men jeg kunne fortælle at nej, jeg har det ikke fint!
Jeg gennemgår lige nu den sværeste tid jeg har været igennem nogensinde og det har så altså varet i mere end 5 måneder nu.
Og nu må det gerne snart blive bedre, men de seneste uger er det faktisk bare blevet værre. Jeg ved heldigvis efterhånden, at det er en rutschebane, som nok skal gå opad igen på et tidspunkt, men lige nu går det ikke særligt godt.

Keeping up apperances
Så hvorfor poster jeg kun positive ting, så det ser ud som om alt er godt?

Jeg læste for noget tid siden en artikel om den facade, som man nemt – bevidst eller ubevidst – kan bygge op på Facebook og andre medier til at vise en poleret version af virkeligheden. Jeg har ikke gemt linket til artiklen, så jeg kan ikke dele det med jer, men det er heller ikke hverken nyt eller banebrydende.
I kender det sikkert allerede, for basalt set drejer det sig om, at mange helst vil have at deres liv ser rigtigt fint ud på de sociale medier – dejligt hus, skøn kæreste, lækker bil, spændende job osv. osv.

Og det er der som sådan ikke noget nyt i, hverken på de sociale medier eller i virkelighedens verden, for de fleste vil gerne have at det ser ud som om det går godt for dem.

Men hvorfor må det egentlig ikke se ud som om det går dårligt og er det også sådan en Facebookfacade jeg har haft gang i?

Forskellige slags venner
Jeg har egentlig ikke noget imod, at folk ved at jeg har det dårligt eller at det ikke ser ud som om alt er perfekt og skønt i mit liv.
Men nu er det altså bare ikke alt jeg har lyst til at dele med alle på Facebook eller andre steder for den sags skyld.

Desuden har jeg ikke behov for at folk pyldrer om mig og fortæller på enten den ene eller anden måde, at de synes det er synd for mig at jeg har det skidt. For bare rolig,  jeg skal nok selv være den, som synes det er synd for mig og det har jeg allerede været rigtig god til, så det behøver jeg ikke hjælp til.
Og ja, jeg ved godt at folk gør det i den bedste mening, men det virker bare sjældent efter hensigten.

Forståelse, kram og kærlige tanker – ja tak
Ynk – nej tak

Så når jeg har haft det dårligt, så har jeg indtil nu valgt mest at fortælle det privat til de af mine venner og familie, som jeg ved, eller har en formodning om eller erfaring med, reagerer på en måde som jeg kan holde ud at høre på og en måde som hjælper mere end det skader.
Jeg har dog for det meste også været ærlig når folk har spurgt mig direkte hvordan jeg har det. Det er også lidt nemmere når man står over for hinanden.

Man deler med alle
Sidst, men ikke mindst, så var jeg faktisk venner på Facebook med min ex-kone lige indtil om eftermiddagen den samme dag, som der var julefrokost og jeg fik spørgsmålet.
Nu er det jo bare sådan, at man ikke kan vælge hvem man vil dele hvad med på Facebook, så alle får glæde af mine kvaler hvis jeg vælger at dele dem.
Og helt ærligt, så havde jeg bare ikke lyst til at hun altid skulle vide hvordan jeg havde det og hvornår jeg var i sorg og hvornår jeg ikke var. I hvert fald ikke gennem Facebook.

Jeg havde længe overvejet, om vi skulle droppe online-venskabet for ikke at se hinandens opslag, men jeg havde nøjes med at slå notifikationer for hende fra og det fungerede som regel, bortset fra at jeg stadig fik at vide når hun skulle til et arrangement. Og det blev jeg også træt af til sidst.

Hvad man sender ud…
Jeg tror meget på karmiske love, på at det man sender ud, det får man mange gange tilbage.
Så når jeg poster noget på Facebook omkring min proces eller om andre ting, så foretrækker jeg at sende positive ting afsted, som ud over at gøre mig selv gladere også kan give andre en bedre dag, så de igen kan være positive over for dem som de møder på deres vej.

Selvfølgelig poster jeg også ting omkring alvorlige emner som f.eks. klimaforandringer, men generelt vil jeg hellere afsende positive ting end negative.

Men når jeg har haft det virkeligt skidt, så har jeg haft mere brug for at komme ud af den følelse end at bekræfte for mig selv hvor dårligt jeg har haft det, ved at poste det på Facebook.
Og når følelsen er drevet over, så har jeg ikke set nogen grund til at offentliggøre, at lige før, da havde jeg det godt nok skidt. For så går jeg jo bare ind i følelsen igen.

Revnen i facaden
Livet er jo ikke altid kun nemt og ligetil, så selvfølgelig er der dårlige dage imellem de gode. Og det sidste lange stykke tid har de gode dage faktisk nærmere haft trange kår mellem de dårlige dage. Men de HAR været der og jeg er sikker på, at der er flere på vej.

Så nu har I fået et blik gennem revnen i facaden, som ikke er en facade jeg har opbygget med det formål at den skal være en facade. Det er simpelthen bare den måde jeg er i livet på og den måde jeg vælger hvad jeg deler og med hvem.

Så ha’ en fortsat fantastisk dag og giv et kram eller to til dem I møder på jeres vej 🙂

Kh Jesper

 

 

(Foto: http://fakebookfriends.com/#home-1)