At være ok med ikke at være ok

Det sidste års tid har budt på mange ture i rutchebanen og selv om banen, svingene og loop’ene ikke er de samme nu, så er der stadig meget at arbejde med.

Jeg oplever for tiden en tilstand, som jeg har lidt svært ved at sætte ord på. Det er på samme tid en tilstand af at være afklaret omkring en masse ting og så at mærke, at jeg slet ikke er groundet, at jeg ikke er landet i mig selv. Og så plejer jeg at være ret ekstrovert, men for tiden er jeg ret introvert og det føles mærkeligt.
Samtidig er der noget, som kribler, ting som ikke er forløst og ting jeg ikke er afklaret med. Og der er ting, som jeg ikke ved hvad er, der vil ud.

I går mødtes jeg med nogle venner over en øl og vi snakkede om livet som helhed og om de ting vi hver slåsser med for tiden.

Og da var det at jeg, mens jeg fortalte om min nuværende tilstand, opdagede at en af grundene til at jeg har haft det svært den sidste tid, er at jeg ikke bare har ladet mig selv være “ikke ok”.
Jeg har haft en idé om, at nu måtte jeg da også se at være ovre de ting og acceptere verden som den ser ud nu. Komme videre i livet og stoppe med at være ked af ting, som jeg alligevel ikke kan gøre noget ved.
Og så lander jeg i den her underlige tilstand??

Men der er jo ikke noget, som er mere rigtigt end andet – ikke nogen måde at have det på, som er forkert, selv om det gør ondt eller føles mærkeligt.
Så selv det at være uafklaret, ked af det, frustreret, vred osv, det er faktisk helt ok.

Vi behøver ikke altid at forsøge at komme væk fra de tilstande, som er ubehagelige, ikke altid at være afklarede og selv om jeg plejer at være ret ekstrovert, så er det faktisk også helt ok, at jeg i en periode er meget introvert.

På en eller anden måde har det givet mig en større ro og accept af mig selv og min tilstand, at bekræfte mig selv i at det er ok at jeg har det som jeg har det.

Jeg har det faktisk ok med ikke at være helt ok !